De fleste af os vil fra tid til anden se ensomhedens ansigt. Jeg tror, at ensomhed er et af de sværeste livsvilkår, vi mennesker må leve med. Følelsen af, at stå alene med udfordringer, tanker oglivet generelt, kan være både invaliderende, skræmmende og ikke mindst hårdt.
Men der ligger utrolig mange ting bag ensomheden. Jeg oplever, at man med en neurodivergent hjerne, somme tider kommer til at føle ensomheden stærkere. Det hænger til dels sammen med, at man som neurodivergent er ekstra følsom for Rejection Sensitive Dysphoria (RSD), men der ligger også andre ting til grund.
Når ensomheden er selvvalgt
Det sjove er så, at ofte er jeg selv skyld i ensomheden. Hvis man overhovedet kan tale om skyld, for ret beset er det i bund og grund ingens skyld. Men ofte, når jeg mærker ensomheden, og virkelig tænker over, hvorfor den er landet i min kurv igen. Så opdager jeg, at jeg selv har forsømt at holde mine relationer ved lige.
At huske at få ringet, at skrive, at række ud er virkelig svært, når jeg først er landet i et hul. Når jeg er udmattet. Når jeg har det svært. Og når jeg ikke selv holder relationerne ved lige, så har jeg jo i princippet selv valgt ensomheden?!
De gode relationer
Jeg har de mest fantastiske mennesker i mit liv. Jeg har en familie, som altid er der for mig. Jeg har venner, som jeg kan ringe til dag og nat, som vil stille op, hjælpe og støtte mig. Jeg er i den grad priviligeret. Alligevel mærker jeg, som alle andre, ensomheden.
Jeg tror, at der i mig, ligger en dyb frygt, for at være for meget. For at være til besvær. Så selvom jeg har venner, der igen og igen siger, husk nu at bede om hjælp, husk at række ud, så har jeg svært ved det. Jeg ved jo også, at mine mennekser har deres eget at slås med.
Måske er det meget normalt at have det sådan. Men jeg synes at det er et vanskeligt paradoks, at når vi har mest brug for hjælp, så er den sværest at bede om.
Kan vi finde vej ud af ensomheden?
Så hvad kan vi gøre? Som mennesker?
Jeg tror ikke der er et endegyldigt svar på det spørgsmål. For kan det nogensinde være andres ansvar at række ud og tilbyde hjælp, støtte og ører? Og bliver det nogensinde lettere, at henvende sig til vores mennesker, når vi har det Aller sværest?
Jeg ved i hvert fald, at min frygt for at være til besvær, til stadighed spænder ben for at bede om hjælp. Og ofte ved jeg heller ikke hvilken hjælp jeg har brug for. Jeg mærker blot, at jeg er udmattet, overvældet og helt alene i verden. Selvom jeg ved, at jeg ikke er alene. Selvom jeg ved, at der er mennesker, der vil elske at hjælpe. Selvom jeg ved, at der er folk til at gribe.
I dag oplevede jeg, at en veninde rakte ud, uden at vide at de seneste dage har været ekstra ensomme. Ikke blot rakte hun ud, men hun tilbød konkret hjælp og aflastning, og satte derudover tid på. Det føltes som den vildeste redningskrans.
At gribe i egen barm
Når jeg skriver dette, så tænker jeg også, at vi som altid på vende blikket indad. For hvad gør jeg reelt selv? Før i tiden var mit overskud større, og jeg var en af dem, der konstant tilbød hjælp, havde min venindes søn på weekend med jævne mellemrum, så hun fik pusterum, lavede mad til anden veninde, handlede for en tredje.
I dag gør jeg meget mindre af det – og jeg får knap nok skrevet. Så kan jeg reelt forvente og bede om hjælp, når jeg ikke selv gør meget for andre?
Hvad tænker du? Har du oplevet ensomheden? Er du god til at bede om hjælp? Og er du god til at tilbyde hjælp, omsorg, selvskab og støtte? Jeg vil elske, hvis du vil dele dine tanker med mig.
I kærlighed,
Zanna
